SØRENS SAMLING

SØRENS SAMLING

SØRENS SAMLING – AF GLAS FRA HOLMEGAARD

11.11. 2017 – 08.04 2018

Fra 11. november kan du opleve et udsnit af glas fra samler, Søren Seebachs righoldige samling af glas produceret på Holmegaard. Samlingen rummer i alt omkring 3500 numre, heriblandt en række prototyper og unika, hvilket gør den til én af de mest betydelige private samlinger af glas fra den hedengangne fabrik.

At vise værker fra netop denne samling er noget særligt for Glasmuseet Ebeltoft. Dels  ser vi med udstillingen tilbage i tiden, og dels tager vi med udstillingen afsæt i fabriks- og masseproduktionen. Begge dele er usædvanlige for Glasmuseet Ebeltoft, fordi museets primære formål er at understøtte og vise den helt nye udvikling inden for glaskunsten. Ydermere opfattes udviklingen af studioglasset traditionelt som opposition til det serielt producerede glas, som glasværkerne i sin tid stod for.

Med visningen betræder museet derfor nyt og ukendt land. Dette gør vi blandt andet fordi navnet og brand’et Holmegaard i generationer har været i danskernes bevidsthed, og derfor, om noget, har været med til at forme vores blik på glas. For rigtig mange vil udstillingen derfor være et kærkomment gensyn, mens det for de unge generationer er en introduktion til den fabrik og den designtradition der definerer historien om dansk brugsglas.

Med udstillingen ønsker museet desuden at perspektivere fortællingen om studioglasset. Fremkomsten af de små glasværksteder, der danner rammen om Studioglasset ses traditionelt som et opgør med storskalaproduktionen. Men fortællingen er ret beset mere kompleks end som så, idet en række af studioglassets danske pionerer udførte designopgaver for Holmegaard. Med visningen af Søren Seebachs samling bygger museet derfor videre på beretningen om glassets udvikling og gør fortællingen mere komplet.

MØD SØREN SEEBACH
Bag samlingen og de enkelte arbejder gemmer sig et væld af gode historier. Du kan møde Søren Seebach i udstillingen og få nogle af de mange gode historier på følgende datoer:

  • Lørdag 11. november kl. 14
  • Søndag 17. december kl. 14
  • Søndag 14. januar kl. 14
  • Søndag 18. februar kl. 14
  • Søndag 18. marts kl. 14
  • Søndag 8. april kl. 14

FOREDRAG OM HOLMEGAARD – før, nu og i fremtiden
ved Mette Bielefeldt Bruun, kunsthistoriker og leder af Næstved Museum
Søndag 25. februar kl. 14

Alle er velkomne til rundvisning og foredrag. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd.
Gratis efter betalt entré til museet.

Udstillingen er venligst støttet af Lemvigh-Müller Fonden

Udstillingen kan ses på Glasmuseet Ebeltoft 11. november 2017 – 8. april 2018.

Udsnit fra Søren Seebachs omfattende samling af unika, prototyper og brugsglas fra Holmegaard glasværk. Foto: Finn Mannford.

ÅBNINGSTIDER OG PRISER


01.11 - 31.03: 10 - 16 ONS - SØN
01.04 - 31.10: 
10 - 17 ALLE DAGE
01.07 - 31.08: 10 - 18 ALLE DAGE
Se RESTAURANT KAMPMANNs åbningstider


01.04 - 31.10: Voksne 100
01.11 - 31.03: Voksne 85
BØRN 6 - 17 ÅR: 30 hele året
GRUPPER: (min. 20 personer) 20% rabat
HANDICAPLEDSAGER: Gratis
Entrébilletten giver 20% rabat på entréen til Fregatten Jylland og Ree Park Safari indenfor en uge.


 

 

 

KONTAKT


GLASMUSEET EBELTOFT
STRANDVEJEN 8
DK-8400 EBELTOFT
T +45 8634 1799
GLASMUSEET@GLASMUSEET.DK
PROTEKTOR:
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN

FÅ VORES NYHEDSBREV