SKOLER OG INSTITUTIONER

SKOLER OG INSTITUTIONER

Aktuelt

Nyt på museet er Glasskoven – et sanseligt univers, der inviterer til kropslig oplevelse og samtidig indeholder læring om glas.

Fra 4. februar – 28. maj 2017 kan I opleve udstillingen Dovenskab på Glasmuseet. Udstillingen tager fat på Dovenskab som én af de syv dødssynder, som for alvor fik kød på i middelalderen. Udstillingen præsenterer værker skabt af de to mexicanske kunstnere og brødre Einar og Jamex de la Torre.

Sideløbende med denne udstilling vises en magasinudstilling med værker fra museets store samling af Studioglas fra det meste af verden. Permanent installeret på museet er Det kosmiske rum, skabt af den færøske kunstner Tróndur Patursson.

I folde-ud-menuerne her under, kan du finde inspiration til, hvordan du kan bruge “Det kosmiske rum”, samlingen og “Glasunivers” i undervisningen.

Oplevelser for alle alderstrin
Skoler, børnehaver og øvrige institutioner altid velkomne på Glasmuseet, hvor I kan lære mere om glas og glaskunst.

Ud over et udvalg af værker fra museets enestående samling er der er altid mindst én særudstilling at gå på opdagelse i, og på 2. sal i det nye Glasunivers kan I få masser af viden om glas gennem film, lyd, fysiske genstande og aktiv digital formidling. Klik på menuen til venstre for at få inspiration til, hvordan du kan inddrage Glasunivers i udervisningen.

I haven ligger museets arbejdende glasværksted, Glashyttten. Her viser dygtige glaskunstnere i sommerhalvåret hvordan den flydende glasmasse forvandles til smukke brugsting og unika. Her kan hele klassen få svar på, hvor varmt glasset er og hvordan man laver glas.

Rundvisning
Det er en god idé at bestille en guide til jeres besøg på Glasmuseet. Gennem dialog, samtale og fortælling, sørger guiden for at alle får en spændende oplevelse i udstillinger og værksted.

Museet tilbyder året rundt gratis rundvisning og entré for daginstitutioner, kommunale skoler og ungdomsuddannelser i Syddjurs Kommune. Rundvisning for skoler fra øvrige kommuner: kr. 500,- Entré for børn 6-17 år: kr. 30.
Rundvisning kan bestilles på tlf. 86 34 17 99 – ring gerne mindst en uge i forvejen.

Lærere og elever er også velkomne til at besøge museet på egen hånd, men meld gerne jeres ankomst på forhånd, hvis I vil være sikre på, at det arbejdende værksted er åbent, når I kommer.

Hvis I på jeres skole har idéer til andre former for samarbejde med Glasmuseet, spørgsmål eller brug for yderligere information, er I altid velkomne til at kontakte os.

Transport
Transport med skolebus i Syddjurs Kommune kan ske efter aftale med kommunens kørselskoordinator, hvis der træffes aftale om besøg gennem “Skolen i Virkeligheden”. Se fanebladet TRANSPORT til venstre på siden www.skolenivirkeligheden.dk/syddjurs

Nyhedsbrev
Tilmeld dig Glasmuseets elektroniske nyhedsbrev med løbende information om museets udstillinger, aktiviteter og tilbud til skoler. Tilmeldingen foregår via hjemmesiden. Du finder tilmeldingen nederst på siden.

Øvrige aktiviteter
Udover de faste tilbud til skoler og børnehaver om rundvisning laver Glasmuseet Ebeltoft løbende aktiviteter som for eksempel børneudstillinger, knyttet til de aktuelle udstillinger.

BRUG DET KOSMISKE RUM I UNDERVISNINGEN

Før besøget:
Hvad betyder ”kosmisk”?

Undersøg følgende evt. ved hjælp af Google.

• Hvem er Tim Severin?
• Hvem er Trondur Patursson?
• Hvilken forbindelse er der mellem de to personer? Find på et kort den korteste afstand fra Kina til Vancouver Island.
• Hvor mange kilometer er der, og hvad hedder det hav, man krydser?
• Hvad ønskede Tim Severin og Trondur Patursson at undersøge på deres rejser?

Under jeres besøg på museet kan I høre hele historien om de to mænds ekspedition, og I kan få en helt speciel oplevelse i ”Det kosmiske rum”.

• Hvilke virkemidler har Tróndur Patursson benyttet til at skabe rummet og den helt specielle oplevelser, det er, at befinde sig i rummet?
• Hvorfor tror I, han har valgt at male på glas?
• Hvorfor er der spejle i gulv og loft?
• Beskriv kunstnerens malemåde.
• Hvordan bruges den sorte farve? Hvordan bruges de øvrige farver?

Efter besøget:
Beskriv den oplevelse du havde i ”Det kosmiske rum”. Brug musik, video, digt, essay eller andet.

Prøv at lave et glasmaleri derhjemme og se, hvordan farverne virker, når du holder glasset op mod lyset.

DOVENSKAB - DE SYV DØDSSYNDER

Sammen med seks andre kunstmuseer i regionen sætter Glasmuseet Ebeltoft fokus på ”De syv dødssynder” gennem syv forskellige udstillinger, der hver handler om én af de middalalderlige “dødssynder”. Glasmuseet har været så heldig at trække ”Dovenskab” som den synd, museet sætter under lup.

Einar og Jamex de la Torre fra Mexico, bosat i San Diego, USA har lavet en flot, mærkelig, overvældende, farvestrålende udstilling om Dovenskab, som vi gerne vil invitere din klasse til at se. I forbindelse med besøget bliver du sikkert inspireret til at arbejde med ”De syv dødssynder”, og vi har forsøgt at gøre det lidt lettere for dig.

Vi vil anbefale Nationalmuseets skoletjenestes bog på 40 sider, som kan findes på nettet og kopieres. Den hedder slet og ret De syv Dødssynder og er beregnet til Folkeskolens ældste klasser, Gymnasiet og HF. Men vi har plukket en del, som er anvendeligt på mellemtrinnet også. Der er gode illustrationer og oversigter, f.eks. side 11. Her får du en oversigt over de syv dødssynder samt et ”hjul” med illustrationer af dem. Se også definitionerne på side 18.

Har I mod på en lidt længere udflugt, så er der flotte kalkmalerier i Dalbyneder Kirke, som ligger øst for Randers. Et alternativ er at kigge lidt i bogen: Kalkmalerier i Østjylland af Annette Lerche Trolle. Her kan man finde ud af, hvordan hver enkelt ”dødssynd” er blevet opfattet i middelalderen:
Vrede = kentauer
Hovmod = havfrue
Fråseri = blemmyae
Utugt = skyggefod
Misundelse = hundehoved
Dovenskab = bukkeben (Djævelen)
Gerrighed = ?

Undervejs skal I selvfølgelig tale om synder og dødssynder som kirkeligt begreb, som fortidigt begreb, som nutidigt begreb o. s. v. alt elevernes alder og din og deres interesser.

Endelig kommer vi til Glasmuseets udstilling, Dovenskab. Se eventuelt Nationalmuseets bog side 25.
Nu kan der tegnes, sammenlignes, laves interviews med forældre og andre voksne for at få et indtryk af: Hvad er dovenskab?
Et særligt svar på dette spørgsmål får I, når I ser de to mexicanske kunstneres udstilling.

Efter besøget vil det være oplagt at arbejde med den specielle situation mellem USA og Mexico – de illegale ”dovne” mexicanere, som kommer til USA og arbejder ulovligt med alt det ”trælse” arbejde, som de indfødte amerikanere ikke vil have. Jf. Trumps mur.

Til allersidst ville jeg spørge: Betragtes dovenskab som en stor synd i dag?

Se f. eks også Bibelen: Lignelsen om de betroede talenter. Matthæus 25: 20-22 og Ordsprogenes bog om myrer kapitel6: 6 – 11.

God fornøjelse.
Vi arrangerer gerne en rundvisning  i udstillingen for din klasse og også for dig alene, hvis du har brug for det i din forberedelse.

BRUG SAMLINGEN I UNDERVISNINGEN

Glasmuseet Ebeltoft regnes blandt de førende internationale museer for moderne glaskunst. Siden museet åbnede i 1986 er samlingen af Studioglas og moderne glas fra det meste af verden vokset, så den nu omfatter ca. 1500 værker skabt af 700 kunstnere fra 52 lande. Til daglig findes størstedelen af samlingen i magasinet men du kan altid som et minimum se et udvalg af betydelige værker fra samlingen på 1. sal i museets ældste del. Derudover vises dele af samlingen løbende i forskellige opsætninger. Læs mere om samlingen her.

Før besøget.
Undersøg:

• Hvad er glas lavet af?
• Hvorfor er der soda i noget glas og bly i andet?
• Hvad er “Studioglas”?
• I udstillingen vil du bl.a. støde på værker af følgende kunstnere: Bertil Vallien, Dale Chihuly, Kuohei Fujita og Finn Lynggård. Find nogle facts om disse kunstnere.
Under besøget.
Find værker af ovenstående kunstnere.  Hvad hedder værkerne?
Find fotos og glasrelieffer af de fire kunstnere, så du kan se, hvordan de ser ud.
Hvilket værk kan du bedst lide og hvorfor? Tag evt. et billede af det.
Hvilke værker i dette rum er blæste, og hvilke er støbte?
Efter besøget.
Lav i fællesskab en video eller anden præsentation med facts om glaskunst og glaskunstnere, hvor I kan bruge de billeder, I har taget.

BESØG I GLASUNIVERS

GLASUNIVERS er en hel etage med viden om og oplevelser med glas. Hvad består glas af, hvornår blev glas “opdaget” og hvordan bruges glas i dagligdagen før og nu? Svarene finder I her i film om glassets historie, anvendelse og teknikker, og i det spændende sanserum,hvor I kan gå på opdagelse blandt glasøjne, glasfiber, glødepærer og meget, meget mere.

En række nyskabende interaktive elementer giver jer mulighed for selv at lege med glas. Prøv f.eks. Den digitale glaspuster og blæst jeres eget kunstværk næsten som i virkeligheden, lav flotte mønstre med det digitale kalejdoskop, spil på glas og lyt til glassenes fortælling.

Brug GLASUNIVERS i undervisningen
GLASUNIVERS er åbent i museets åbningstid og skoler og institutioner er velkomne til at besøge det på egen hånd, men I kan også tage på oplevelse sammen med én af museets børneguider, som kan bestilles på tlf. 8634 1799.

Hvis I har lyst til at arbejde mere i dybden med GLASUNIVERS og den spændende viden, der gemmer sig her, kan I hente inspiration til opgaver og emnearbejde for indskolingen, mellemtrinnet og overbygningen ved at klikke på fold-ud-menuen her under.

INDSKOLINGEN I GLASUNIVERS

Nedenfor finder I forslag til opgaver, som kan bruges før, under og efter et besøg i Glasunivers.

• Kan I nævne 20 ting, som er lavet af glas?
• Tegn en stor gryde og fyld sand, soda og kalk i den. (Spørg jeres lærer hvor meget af hver slags, der skal i).
• Tegn ild under gryden og tænk jer til, at den bliver 1700 grader varm. Så smelter de 3 ting sammen og bliver til glas, som man kan lave mange ting af. Tegn nogle af dem ved siden af gryden.

Gå ind i sanserummet i Glasunivers. Her kan I finde mange sjove ting af glas.

1. Find noget I kan bruge, hvis I er syge.

2. Find noget I kan bruge, hvis I skal se meget langt.

3. Find noget I skal bruge, hvis I skal cykle, når det er mørkt.

4. Find noget jeres bedstefar skal bruge, når han vil læse avis.

5. Luk vinduet op ind til Emil. Stik hovedet lidt ind og lyt. Hvad sker der?

6. Slå på et glas. Hvad sker der?

7. Find skibslygter. Hvad kan I høre? En skibslygte kaldes også en lanterne.

8. Hvor mange øjne af glas kan I finde?

9. Find vandpiben og lyt til den. Kan I forstå, hvad den siger?

10. Find kalejdoskopet. Drej på skiven og lav et flot mønster. Stik hånden i posen og flyt forsigtigt nogle af glasstykkerne. Drej igen. Hvad er der sket?

Efter besøget på Glasmuseet kan I lave en plakat i fællesskab. I kan hver især tegne noget, som I har set på museet og lime det på plakaten. Måske vil I gerne udstille den på museet?

Glasmuseet hjælper gerne med en guide under besøget, men I er også velkomne til selv at stå for forløbet.
Kontakt museet på 8634 1799.

MELLEMTRINNET I GLASUNIVERS

Nedenfor finder I forslag til et emne om glas for mellemtrinnet i forbindelse med et besøg i Glasunivers.

Som indledning til emnet kan man i klassen forud for besøget finde ud af følgende:

• Kan i nævne 20 ting, der er lavet af glas?
• Findes glas naturligt i naturen?
• Hvordan og af hvilke materialer laver man glas? ( Brug nettet eller den film som vises kontinuerligt i Glasuniverset. Den varer ca. 10 min).

GLAS TIL SØS
Gå nu på opdagelse i Glasmuseets sanserum. Her kan I finde mange ting og forklaringer på glas, som har noget med søen/havet at gøre.

Brug f.eks. nr. 54, 39, 37, 172, 85 og andre. (Numrene henviser til ting og forklaringer på hylderne).

Men ikke alle effekter har numre. Nogle har et lyttesymbol. De taler selv til jer, når I lægger øret til og hører godt efter.

• Find flaskeposten og lyt til historien. Når I kommer hjem kan I selv lave en flaskepost og kaste den i havet.
• Find skibslanternen (lygten) og hør, hvad der sker. Udenfor  museet  kan I måske se en endnu større lanterne i havnen. Hvad bruges den til?
• Find et ”stormglas” på en af hylderne. Find ud af hvad det bruges til, ved at læse den tilhørende forklaring.
• Om bord på et skib deler man døgnet op i vagter. Udtrykket ”at slå glas” har noget med tiden at gøre. Hvad betyder det udtryk? Brug evt. nettet eller spørg en gammel ”søulk”.
• Som afslutning på emnet kan I digte jeres egen skibshistorie, hvor I bruger så meget som muligt af det I har set og hørt i sanserummet.

OVERBYGNINGEN I GLASUNIVERS

Nedenfor finder I et forslag til et emne om glas for overbygningen. Arbejdet forudsætter et besøg på Glasmuseet og foregår i Glasunivers.
Før besøget på Glasmuseet kan det anbefales at eleverne på et verdenskort indtegner de områder, der har haft betydning for glassets udvikling:

• Mellemøsten f. eks. Fønikien (Libanon), Egypten
• Syrien
• Europa – Frankrig, England
I• talien
• Venedig
• Tjekkiet (Tjekkoslovakiet)
• Bøhmen
• Tyskland
• England
• USA
• Lav herefter et ark med de omtalte geografiske navne og plads til at skrive stikord og årstal. Dette ark kan anvendes, når eleverne indleder arbejdet med at se en film om glassets historie. Filmen varer ca. 15 min., og den kører kontinuerligt.

• Ud fra disse noter kan der nu laves en stor tidslinje, hvor eleverne indtegner de relevante årstal og illustrerer med tegninger og billeder fra bøger og net.
• Find nu ud af hvad glas er lavet af, (brug eventuelt filmen igen).
• Der er 4 typer glas – hvad bruges de til hver især og hvorfor netop denne type?
• Så er det tid til at arbejde i grupper. I skal bruge Sanserummet på 2. sal i museet og eventuelt oplysninger fra filmen.

Numrene i det følgende refererer til numre ved de forskellige ting på hylderne i sanserummet.

Forslag til grupper:
• Glas og sygdomsbehandling. (brug evt. nr. 22, 29, 178, 113, 174 og flere)
• Linser. (brug evt. nr. 144, 157, 87, 62 og andre)
• Glas og mad. (brug evt. nr. 34, 23, 85 og mange andre)
• Glas i industrien. (brug evt. nr. 86, 98, 190, 126, 122, 35, 189)
• Glas i gamle dage. (brug evt. nr. 39, 7, 54, 50, 62, 172, skibslanterne, 35, 37, 93)
• Rundt i reolerne er der fyldige tekster med mange gode oplysninger.

Afslutning:
Hver gruppe kan til slut vise resultatet af arbejdet i tekst og billeder (evt. fotos fra Sanserummet).

Museet hjælper gerne med en guide under besøget, men I er også velkomne til selv at stå for forløbet.

ÅBNINGSTIDER OG PRISER


01.11 - 31.03: 10 - 16 ONS - SØN
01.04 - 31.10: 
10 - 17 ALLE DAGE
01.07 - 31.08: 10 - 18 ALLE DAGE
29/5-9/6 - Udstillingsskift; ny fløj og stueetage Gl. bygning lukket. Reduceret entré.


01.04 - 31.10: Voksne 100
01.11 - 31.03: Voksne 85
BØRN 6 - 17 ÅR: 30 hele året
GRUPPER: (min. 20 personer) 20% rabat
HANDICAPLEDSAGER: Gratis
Entrébilletten giver 20% rabat på entréen til Fregatten Jylland og Ree Park Safari indenfor en uge.


KONTAKT


GLASMUSEET EBELTOFT
STRANDVEJEN 8
DK-8400 EBELTOFT
T +45 8634 1799
GLASMUSEET@GLASMUSEET.DK
PROTEKTOR:
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN

FÅ VORES NYHEDSBREV